Hvad sker efter mobning?

Som nogle måske har læst i tidligere interviews i bla Alt for damerne, Q magasin og Lime etc. Så havde jeg en svær barndom på mange områder, og en af dem var mobning  i folkeskoleårene i 3 klasse. Der var jeg det nemme offer, da jeg var hende den stille pige der listede afsted langs panelerne. Jeg var lille, tynd, gik i drenget tøj og havde spaghetti hår. Jeg sagde aldrig noget medmindre jeg blev spurgt, så jeg var bare et oplagt offer for de stærkere børn i flokken.

Det har altid været noget som har siddet i mig på trods af at jeg er kommet videre i mit voksne liv, så sætter det sine spor de er måske ikke så fremtræden, men de ligger altid derinde og lurer. Især nu hvor jeg selv er blevet mor, så tænker jeg meget over hvordan andre børn er mod min datter. Nu er hun ikke så gammel, så mobning er ikke til stede i den alder, men den dag hun bliver lidt ældre så frygter jeg for, at hun skal udsættes for noget så grimt som mobning. Det kan skade børn og skubbe dem så langt ud at de ikke vil være til længere.

Der var jeg selv  en alder af 10 år og gjorde mit første forsøg på at ende mine dage, snittede jeg mit håndled op. Og alt det var pga mobning. Jeg blev kaldt alt der var i bogen. Men oplevelsen der sidder dybest i mig var da jeg måtte overvære en fugleunge blive mishandlet til døde. Jeg har alle dage været en hengiven dyreelsker, så dette var også en måde for dem at ramme mig. En lille halvvoksen fugleunge blev indfanget og imens jeg skulle se på, vred de benene af den og trampede den ihjel. Bagefter blev den lagt i min jakkelomme og læren informeret herom, hvilket jo måtte betyde at JEG var gerningsmanden. Jeg blev derved kategoriseret som mentalt forstyrret af min lærer, som straks rettede henvendelse til mine forældre pr brev og bad dem få mig mental undersøgt, da jeg ikke måtte være rask oveni hovedet. Dette satte mine forældre sig dog imod da de udemærket vidste at jeg ikke var forkert oveni hovedet.

Det var daglig kost for mig at jeg løb grædende fra undervisningen fordi jeg hele tiden blev mobbet, og jeg begyndte at lade som om jeg gik i skole, men istedet gik jeg en tur i skoven etc. Jeg fandt min fred og fristed ude i naturen hvor ingen kunne gøre mig ondt. Dyrene var mine venner.

Puha, får stadig en klump i halsen når jeg skal hive disse grimme minder frem i mit indre. Jeg har lagt låg på den kasse og nu er det igen taget af.

Jeg følte mig bare som hende den grimme, dumme og uønskede unge som bare lige så godt kunne forsvinde ud i skoven og dø. Det er slet ikke en tanke børn overhovedet bør have!! Det er så vigtigt at vi som forældre er tilstede i vores børns liv og hjælper dem når de lider, trøster dem og lader dem vide at vi altid beskytter dem. Og hvis vi fejler i vores forsøg, så er det ikke fordi at vi ikke vil hjælpe, men nogle gange fejler vi som mennesker, men så må vi give det et skud til! Altid vil jeg beskytte min datter med alt jeg har i mig.

Hun skal aldrig udsættes for noget der kan skade hendes tro på sig selv! Lige som jeg mistede min og idag kæmper jeg meget med at alt skal være perfekt og jeg er så selvkritisk at det skader mig. Jeg bliver hurtigt vred på mig selv fordi jeg stiller umådeligt høje krav til mig selv.  Jeg blev så hurtigt vred og frustreret over ting jeg ikke kunne eller ikke forstod. Jeg skulle bare kunne alt ved første forsøg! Lunten var utroligt kort.

Tiden på børnehjemmet

Havde jeg fået den hjælp jeg havde behøvet havde det måske ikke være sådan, men jeg fik ingen hjælp eller nogen der lyttede. Skolen var imod mig sammen med børnene. og det kan jeg nok aldrig tilgive dem for. Dem som burde beskytte mig når mine forældre ikke kunne, svigtede mig også. Jeg mistede helt troen på at der fandtes gode mennesker derude! Min oplevelse var at både børn og voksne var onde og falske mennesker.

Det tragisk – komiske er at havde jeg ikke havnet på børnehjem som 9 årig, så havde jeg nok ikke været her idag eller ihvertfald nok havnet et sted jeg nok ikke ønskede nogen. Jeg fik tilknyttet en pædagog som viste sig at være varmhjertet og ville mig det godt.

Det jeg nok prøver at sige med dette indlæg er, at det er så vigtigt at vi husker at snakke med vores børn, lægge mærke til om de bliver mere indelukket og tilbagetrukken. Der er tegn som man ikke må overse, selvom de nogle gange kan være svære at opdage. Så husk at spørg hvordan dagen har været og om de er ok? Det vil ofte dem tungen på gled hos dit barn. Jeg savnede at nogen ville spørge mig og hjælpe mig, men igen tog mig alvorligt og jeg blev overhørt. Kunne jeg bare selv have sagt noget til mine forældre, ja det kunne jeg da men børn tænker ikke sådan, og lukker mere i end op når de er kede af det. Så jeg gik bare med det og selvom jeg ofte løb til min søsters klasse og beklagede min nød så kom der ikke noget ud af det.

Jeg har idag kæmpet mig op af det hul jeg længe sad fast i, og trukket mig væk fra afgrunden til et bedre liv for min datter og jeg. Men som en forfatter og forsker i børnehjemsbørn fortalte mig, så er det kun ca 6% af de børn som klare sig i voksen livet uden at være på overførselsindkomst. Om de tal passer helt ved jeg ikke men det er stadig trist at mange børn skal kæmpe i deres voksenliv pga noget som mobning!  Sidste gang jeg forsøgte at ende mit liv var jeg 21 år og der fik jeg heldigvis hjælp, og samtaler med en psykolog. Det hjalp mig og idag er jeg langt om længe “rask”

Det som bare er så vigtigt er at lærer vores børn at mobning ikke er okay, og det gør ondt på den forulempede. Det tænker børn ikke over men derfor er det vigtigt at vi som forælder gør disse ting klart for dem. Det kan være det skal op og vende en del gange men god morale og etik er vigtigt at vi lærer vores børn. Derfor er det så trist at se hvordan visse voksne ter sig på de sociale medier, hvor mange børn og unge også færdes. De afspejler sig jo i os og når de ser hvordan voksne mennesker mobber og skriver grimme ting til andre medmennesker de ikke kender så er det jo som at kæmpe mod tidevandet. Husk nu at vores børn blir en kopi af os selv, så gør lige originalen værd at kopiere 😀

B