Alenemor – Er det ok at klynke??

Nu er der jo så meget snak om at alenemødre og fædre ikke skal brokke sig fordi at de netop selv har valgt at få børn og derfor er det jo en selvfølge, at der ligger et arbejde i, og det er noget som følger med uanset, alene eller ej.

Men er det så lige så hårdt at være to eller alene??

Altså det er jo nok lige hårdt at være to som det er at være alene, men og der er jo et lille men, for hvis du og din partner er 50/50 eller bare 40/60 om fordelingen af pligterne omkring jeres afkom, så er du allerede langt bedre stillet end de fleste.

Men der er jo selvfølgelig også dem som er to, men hvor det føles som at være 100% alene. Og de som er to men ikke er to om den lille føler sig nok en kende mere alene end os som rent faktisk er alene om barnet.

For at stå med alt ting selv og kigge på sin partner uden at få nogen aflastning er langt mere hårdt end at vide at du rent faktisk står alene med det hele selv. Har stået i begge lejre og det er MØG hårdt at have en mand i sit liv som har faderet dit barn men ikke deltager i andet end at være legeonkel for barnet.

Men må alenemødre så klynke over at det er hårdt at være sat i en situation hvor alt skal klares på egen hånd? Ja, det er nu tilladt at udtrykke at det er hårdt, for gu er det hårdt at have barn/børn! Jeg har prøvet de der dage hvor jeg og ungen er syg og ligger brak i sengen, ude af stand til at løfte et øjenlåg af bare ren udmattelse og febervildelse.

Jeg har virkelig dage hvor jeg bidder negle af bare frustration over at jeg ikke har en reservebedste eller nogen anden som kunne aflaste mig lidt når jeg feks er syg. Det at man bare gerne vil sove sygdommen væk er en by i Rusland.  Jeg beklager mig ikke over at jeg har fået et barn, og jeg tager også mit fulde ansvar! Men at starte med at være 2 som blev til 3 som så blev til 2 er en hård en at synke. Man forventede at det skulle være en familie til døden os skiller, men sådan blev det ikke. Og så må man jo smøge ærmerne op og tage fat!

Nu er min datter 2,8 år og jeg har ikke haft en fri weekend i over 2 år! Det er godt nok noget jeg savner rigtig meget. Mit social liv har lidt en ordentlig tørn pga dette. Ikke at jeg ikke ser mine venner, men når det hele kun kan foregå i hverdagen er det blevet noget af en prøvelse at finde tid til at ses. Alt sker jo oftes i weekenden men der kan det kun foregå med barn på slæb, og det er ikke altid optimalt. Så jeg savner nu at have mulighed for at lave noget uden at den lille skal med.

Alle voksne har brug for at komme ud og mærke sig selv i ny og næ. Og nogle gange ønsker man også bare at kunne sove længe en weekend og ikke skulle stå op og fodre afkom og underholde en mini me. Men det er ikke en mulighed på trods af at der er en far i billedet ude i horisonten. Men kan jeg kræve at han lægger sine planer om og tager den lille hver anden weekend? Skal det virkelig ud i en kamp via Statsforvaltningen? Det har jeg på ingen måder lyst til at det skal. Men har en forælder ikke krav på lidt weekend?

Her er så min klynken fordi at jeg savner at have lidt fri udover at bare smide barnet af i vuggestue og så selv på arbejde. Det er jo ikke rigtig fri da jeg ikke får lov til at smække benene op og bare hvile krop og sind, men skal knokle på job og så hente barn igen bagefter og så kører den forfra.

Så man kan jo savne at der enten var en fri weekend eller en der kunne hente barnet fra institution så der lige var et lille hul i kalenderen til en morfar på sofaen inden det hele gik løs igen. Men altså jeg klare den og det gør vi jo alle for livet går videre og vi er jo skabt til at tage os af vores børn så selvfølgelig gør vi det. Uanset hvor hårdt nogle dage er at trækkes med.

Så jeg vil gerne give en ros til de som står alene med det hele og oftes også føler sig lidt fanget i en hverdag uden megen fritid til at pleje sig selv. 😀

B