Børn og døden!

Vi ved alle at den er der, at den er uundgåelig, den rammer i alle aldre og den rammer alt liv. Ingen er udødelig. Men hvad så med vores børn? Hvordan skal vi håndtere døden i børnehøjde??

Det er ofte et tabuemne så det batter og det er jo egentlig en skam  fordi, at livet har to ender – en start og en slut.

Jeg synes der er blevet lagt så meget på låg overfor de små mht både død, sygdom og sexualitet. Det er som om at børn skal rende rundt med skyklapper på i en verden hvor de før fik lov til at opleve lidt mere af den verden vi lever i.

Jeg tog idag min datter med ud på marken, hvor der lå en død kanin. Det første vi så var havørn som mæskede sig,  den lettede dog da vi nærmede os.  Da vi kom helt tæt på forklarede jeg hende, at det var en kanin som nu var død pga fuglen havde taget den, og at sådan er naturen, enten dør vi af naturlige årsager eller også af sygdom, men i naturen spiser dyrene hinanden. Jeg forklarede hende også at vi selv spiser kød, og at det er dyr som lader livet for, at mætte vores maver, så naturen er ikke ret anderledes fra vores verden. Vi dræber bare ikke dyrene selv længere.

Jeg synes det er vigtigt at lærer min datter at ikke alt er rosenrødt, men at der er ting som måske ikke er så fedt, men en nødvendighed. Hun skal vide hvor ting kommer fra, og at kød det kommer altså fra de dyr vi slagter. Det mener jeg er en sund tilgang til det hele, og så kan man mene hvad man vil, men nu spiser vi jo altså kød og det nytter ikke at bilde barnet ind at det kommer fra købmanden!

Hun vil tidsnok opdage at det var en fed løgn, så hvorfor starte med at opbygge en løgn, som hun river fra hinanden ? Jeg må indrømme at jeg får lidt fnidder af at hører på at børn ikke kan tåle dit og dat. At vide hvor maden kommer fra kan da ikke være skadeligt!?

Liv og død er da noget helt naturligt og selvfølgelig skal min datter have denne viden med fra start. Det skal ikke komme som et klart lyn fra himlen en dag. Jeg har selv boet på landet, og da jeg voksede op havde vi en helt naturlig tilgang til både liv og død. Vi havde kvæg på gården og der skulle slagtes i ny og næ. Sådan var det bare og jeg forstod jo godt at der skulle gå noget til for at der kom mad på bordet til aften. Vores nabo var jæger, og der hang ofte råvildt i hans carport hvortil blodet flød ud til afløbet mellem vores to indkørsler. Så blod lærte jeg hurtigt at forholde mig til. Det har hverken gjort mig ræd overfor synet af blod eller til en der har et forvaklet forhold til døden.

Men hvorfor skulle det også det? Vi mennesker har siden den første dag vi betrådt jorden gået på jagt efter føde. Det er helt naturligt og det er i mine øjne en noget naiv tanke at tro at det er noget fyha. Hellere lærer barnet om de ting som livet er er og hvad det indebærer at leve.

Så hvis nogen vil kalde mig en uansvarlig mor så må det jo være sådan, men jeg tvivler på at det er noget barnet tager skade af. Vi er jo alle nødt til at forholde os til den verden vi lever i før eller siden.!