Barndom, bistand & socialarv?

Jeg har lige siddet og set programmet “Barndom på bistand”, og noget af det rammer et ømt punkt hos mig. Det er godt nok ikke helt let at sidde, og se hvordan nogle familier er hårdt ramt den reform der er lagt ud for kontanthjælpen.

Men det rammer også hårdt at se hvordan nogle børn bliver nødt til at være den voksne i familien. Det kan bare ikke nytte noget, at gå helt i stå når der er børn indblandet! At se en mor der er gået helt i stå i hjemmet, og bare samler mere og mere ragelse (horder) ind i hjemmet, så børn ikke kan være børn, og er nødt til at hanke op i sine forældre er jo helt skævt.

Jeg bliver ked af det at se at de skal rydde op og gøre alt det som en forælder skal og bør gøre. De har det godt nok svært, de børn som lever under disse vilkår. Jeg ved godt at der er mange som har det svært af voksne og forældre, og  jeg hakker ikke på, slet ikke men når jeg ser en mor som tydeligt har givet op og ikke tager det ansvar hun har for sine børn, så bliver jeg berørt af det, og det rammer mit moderhjerte.

Men åhh, hvor er det sørgeligt at man i et land som Danmark byder børnefamilier at leve under sådanne kår! Jeg ved ikke hvorfor nogle mener at disse familier lever i sus og dus? De har ikke en pind til rådighed når husleje er betalt når de får udbetalt 10,300, 600 kr i boligstøtte og 1300 i faderbidrag. Det er godt nok ikke meget når vi alle udemærket godt ved hvad det koster at leve, og have børn! Man ser i programmet en familie som har 700kr til resten af måneden til mad og anden nødvendige ting, det er jo helt absurd.

Men igen så må det bare ikke få os til at gå helt ned med flaget og bare give  op! Det kan man altså bare ikke når der er børn inde i billedet!! Der skal det handle om at hjælpe sit barn godt på vej i livet, og det gør man ikke ved at kaste håndklædet i ringen. Det er nemt sagt ja, men det er virkelig et ansvar som vi er nødt til at leve op til.

Vi bør hjælpe disse familier med at komme ind i en bedre livsstil og få lysten til livet tilbage. Og nej det jeg siger er ikke at de så skal have flere penge for at gå hjemme, men få nu ryddet op i det og sorteret bukkene fra fårene! De som oprigtigt ikke kan arbejde skal have den rette hjælp, som kunne være førtidspension, og de som er jobparate skal vejledes korrekt og ikke bare presses ud i noget som de måske slet ikke har rette kompetencer til. De som har en svær tid psykisk bør også få noget ordentlig hjælp til at blive løftet op af den grøft som de er faldet ned i, men det er bare her jeg syntes at systemet ofte fejler. Disse mennesker får ikke hjælp men må selv gå og kæmpe med de dæmoner, og de har ikke råd til en psykolog, så de hænger bare samme sted i årvis. Det får dem ikke til at blive jobparate.

Det gør mig ked af det fordi at det går udover børnene i sidste ende. De ser på deres ødelagte forældre, og de har ikke råd til at få de oplevelser som børn jo fortjener. 🙁 De børn reagere meget udadtil og så stemples de jo straks som problembørn og så ruller hele den gang med kommune osv. Og når først de socialemyndigheder er indblandet så er det ofte svært at komme ud på den anden side og have rystet den sociale arv af sig.

Det er så svært og det gør også forældrene kede når de ser på deres situation og hvad de kun kan byde deres børn. Så det er så vigtigt at både forælder og børn får støtte og hjælp de behøver. Det hjælper ikke at andre bare hakker på dem og kommer med kloge ord – du kan da bare lade være med at være doven. Mange af disse familier er ikke dovne, men at være ramt af sygdom, både fysisk og psykisk. Det gør ikke tilværelsen letter når de så ikke har råd til at leve et anstændigt liv. De bliver kun mere deprimeret og synker længere ned.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg prøver at sige med det her indlæg, men jeg syntes bare at der er så mange som skælder og smælder på disse familier, som er på en eller anden overførselsindkomst. Jeg tror næppe de fleste af familierne ønsker at være i den situation som de sidder i. Håber at vi kan være mere forstående overfor hinandens situation og hvor vi kommer fra.