Viljen til at overleve!

Vi er mange som har haft en hård start på livet, og nogle har haft så urimelig vilkår at det nærmest er en gåde at de stadig står og kæmper. Men kan man skabe sig et godt liv på trods af at starten har været fulde af store sten på vejen?

Er det muligt at slippe ud af den sociale arv eller er man fanget der til tids ende? Mange analytikere påstår at vi alle sidder mere eller mindre fast i den sociale arv, og det er mere undtagelsen frem for reglen at vi bryder ud af den onde cirkel. Men er det overhovedet muligt at skabe sig en bedre fremtid hvis man har været udsat for omsorgssvigt, vold, druk og misbrug i hjemmet? Sidder vi så fast i mudderet at vi ikke kan rive os op derfra?

 

Mælkebøtte børn er de som bryder mønsteret og skaber sig en ny vej i livet og klare sig bedre end hvad gennemsnittet ellers peger hen imod. Disse børn har oplevet ting som børn ikke burde eller som i det mindste har en social arv som ikke har givet meget mere end brød på bordet.

Jeg har selv vokset op i en familie hvor min far var både psykisk syg, voldig imod mig, mangel på omsorg i hjemmet og mobning i skolen, som ikke blev set eller hørt af de voksne, så jeg ingen hjælp fik. Jeg blev istedet sendt på børnehjem. Jeg var så ked af det og forstod ikke hvorfor at jeg ikke måtte bo hjemme længere. Men idag ved jeg at det har reddet mig. Og igen siger statistikken af børnehjemsbørn klarer sig sjældent godt efterfølgende. 6% helt eksakt, klarer sig bedre end de resterende.

Jeg mistede troen på at jeg kunne noget, at jeg var noget værd som menneske og jeg troede at jeg var dum og et analfabet som ikke ville kunne skabe mig en fremtid eller få venner fordi jeg var jo bare en som alle var efter og ingen ville have mig.

Jeg tog en beslutning som kun 9 årig at nu ville jeg afslutte mit liv og tog et af min fars barberblade og skar mit håndled op. Jeg var så ked og følte mig så alene. Det gør stadig ondt at tænke tilbage på og gennemleve. Det lykkedes mig ikke som jo står ret klart eftersom jeg sidder her og taster. Men jeg forsøgte igennem flere gange gennem mit liv. Min barndom og ungdom var fyldt med ønsket om at gøre en ende på mit liv, men jeg vidste ikke hvordan man helt skulle bærer sig ad, og da der ikke fandtes internet på samme måde som idag, så havde vi ikke bare lige en computer jeg kunne google info herom.

Heldigvis vågnede jeg op efter en lang periode med at dulme smerterne med stoffer. Jeg gemte mig i en verden af rus, for her var jeg glad og festede bare det hele væk. Men der var jo bare det problem at når rusen var borte var smerten tilbage.

En dag hørte jeg en stemme inde i mit hovede der sagde tag dit eget liv, gør det nu. Den gentog sig igen og igen, men jeg krøllede mig bare sammen og græd som pisket. Men jeg besluttede mig så for at jeg aldrig rørte stoffer igen, og at jeg nu ville gøre noget for at få mig et liv der var bedre end at have som hjemløs misbruger!

Det tog tid men jeg blev ved med at presse på. Jeg meldte mig ind på en uddannelse, jeg tog aftenskole og kæmpede mig mod en bedre tilværelse, og jeg fik en computer og oplevede en verden som jeg ikke vidste eksisterede. Jeg fik kontakt med en fotograf som mente at jeg havde potientiale som model.

Her tog mit liv en drejning til det bedre, og jeg tænkte om jeg måske ikke skulle nikke den en skalle og forsøge mig som fuldtidsmodel og det gav pote!

Men nogle gange spøgte det stadig inde i sjælen, og jeg fik tilbagefald af at give op på livet og bare slukke lyset. Det tog mig mange år at slippe det greb depressionen havde på mig. Den lå og lurede lige under overfladen.

Men vores vilje til at overleve gjorde at jeg fik bekæmpet den efter en lang kamp som forløb over en del år. Det at have en depression er ikke at spøge med og problemet er at man kan jo ikke se på personen om de lider dybt derinde. For vi har det jo med at smile og le når vi er ude blandt andre, men så snart vi er hjemme så bryder verden igen sammen omkring os.

Heldigvis blev jeg hørt af de rette fagfolk som hjalp mig igennem hele den rutsjebane.

Det er så vigtigt at tage kontakt til nogen som kan hjælpe dig og ikke bare gå med det alene. Det er ikke en skam at bede om hjælp, og det vil kun gavne dig og din fremtid. Det er så sørgeligt når jeg læser eller hører om mennesker som vælger at tage deres eget liv. Mange er teenagere som slet ikke anede hvor meget hjælp de kunne have fået. Mange af os har været der hvor vi har følt at nu kan det ikke blive værre og nu er der intet at leve for, fordi mit liv er totalt ødelagt og ingen vil nogensinde glemme hvad jeg har gjort, blevet udsat for etc. Men nu har jeg overlevet det og uanset hvad så glemmer man det selv lidt efter lidt og ligeså gør alle andre. Her kan man godt sige at tiden læger alle sår. For det gør den ret så oftes, og vi mennesker er så godt indrettet at vi glemmer de dårlige stunder og så småt lever vi videre igen. Det er sådan vores system er indrettet for at vi kan overleve disse situationer i livet.

Jeg kæmpede mig over disse bump og flyttede til København og forfulgte en karriere som model, skuespiller og skribent, og det lykkedes alt sammen, og så kan det for andre. Den drøm man går med inde i maven kan sagtens blive til virkelighed hvis bare man forsøger. Og ingen skal komme og fortælle dig hvad der er muligt og ikke er. Jeg blev også fyldt ørene fulde af at jeg ikke havde potientiale til at kunne opnå noget som helst, men hvem fik ret? det gjorde jeg!

Jeg havde fået nok af at blive fortalt hvad jeg kunne og ikke kunne. Det er jo kun mig der kan bedømme det ved at kæmpe og enten opnå eller fejle, men så er det min erfaring i livet og ikke deres ord der skulle afgøre det for mig!

Jeg stoppede først da jeg ikke selv gad mere og nu har valgt at blive selvstændig med 2 firmaer og en skøn datter, som kun skal have alt den opbakning hun kan bede om! Jeg har fået troen på at jeg er noget værd,  jeg kan hvad jeg vil, jeg er noget for nogen og de er noget for mig. Jeg føler mig ikke mere som den lille pige der var sky og tavs. Jeg har fået mælet tilbage og nu siger jeg højt og klart hvad jeg har på hjerte, og et er om nogen kan lide det eller ej. Jeg står ved hvem jeg er og hvad mine holdninger er.

Mist ikke troen for du kan godt!

B