NÅR MAN DRØMMER OM SIN X

Det tror jeg vi alle har prøvet en gang i livet som minimum, og gud hvor er det bare en dræber når man stadig savner sin x. Det havde været bedre om man ikke led noget savn, og bare drømte at de røg ned i en dyb afgrund eller blev grillet på et kæmpe bål. Men sådan er virkeligheden jo sjældent. Jeg havde den “dejlige” drøm om x som føltes så virkelighedstro at jeg vågnede op og følte hjertesorger og smerte helt ind til marven. Nu tøffer jeg rundt og er mut fordi jeg ikke ved om noget af det er sandt.

Jeg tror ikke på overtro men når det gælder en man holder af så er frygten jo for at det man har drømt er sket eller vil ske om lidt. Så går man bare med en klam følelse i kroppen som ikke lige er til at ryste af. Hvorfor skal vi mennesker føle så intenst når dyrene kan gå igennem livet uden at skulle bøvle med den slags problemer? Er der en gylden vej man kan betræde for at undgå at ende op med hjertesorger eller er det bare sådan skæbnen har valgt at det skal være for os mennesker. Hvordan kommer man så igennem smerten på en mindst smertefri måde, og er der overhovedet en smutvej eller skal man hele baduljen igennem? De kloge siger at man skal igennem en masse faser før man er i mål, og igen er klar til en ny kærlighed. Jeg er bare typen der ikke bare lige springer ud i noget nyt, og det tog mig da også knap 3 år at komme over Sam’s far, så ja jeg er el slow healer.

De trin som de kloge nævner at er gode at benytte sig af er at komme ud, for så glemmer man og beskæftiger sig med noget andet. Men hvad nu hvis man bare ikke orker eller har lysten til at komme ud? Måske skal man bare følge sit eget tempo, og føle efter hvornår man selv synes man er klar til at bevæge sig ud. Man skal også huske på at hvis man benægter sin sorg vil den hobe sig op og eksplodere senere. Så vil man blive ramt langt hårdere end hvis man lader sin sorg få plads. Det som jeg personligt selv synes er værst er minderne! De sidder så dybt inde i en, og minder en hele tiden om hvad man har mistet, og hvor tomt det nu er så det ligefrem runger hult.

Jeg vil så gerne kunne slette minderne og bare starte på en frisk, men sådan er vi mennesker desværre ikke bygget med en delete knap. Selvom jeg forsøger at bearbejde sorgen og samtidig holde mig igang, så hjemsøger minderne mig i mine drømme! Hvor har jeg så egentlig en friplads henne?? Det eneste der hjælper er jo nok tiden, for er der gået tilstrækkeligt nok med tid, så er man pludselig videre. Men hvor er det svært så længe man stadig går med håbet om at høre fra ham igen. Jeg må nok bare væbne mig med tålmodighed og tro på at tiden læger alle sår.