At deles om et barn
Det er være alenemor er ikke altid en dans på roser og især ikke når det kommer til samvær med barnets far, hvis forholdet mellem forældrene ikke er så godt. Der er meget der spiller en rolle her, hvor meget samvær skal vi aftale? Kommer jeg videre i mit liv når han hele tiden vil være en del af det? Hvordan kan jeg bedst klare at komme igennem det at mit barn skal overnatte hos ham? Der er så mange spørgsmål der svæver rundt inde i hovedet. For nogle er det selvfølgelig lettere hvis i har et godt forhold til hinanden og ingen har følelser i klemme.
Men faktum er at ofte har den ene stadig følelser for den anden og hvis dette er dig, så er det bare hårdt at han skal have dit barn med hjem UDEN dig! :S Man sidder tilbage med en tom følelse og tankerne siger hvorfor kunne vi ikke bare være en familie igen 🙁
Så ikke nok med at vi skal lære at give slip på vores allerkæreste eje i nogle timer el døgn, vi skal også klare smerten om at vi skal trækkes med at se vores x i minimum 18 år endnu! Det er jo ikke til at bære når man har sorger det gerne skal heles i ro og mag.
Det eneste jeg kan sige er at man må forsøge at aflede tankerne og huske på at uanset hvor meget man gerne vil have at han bare kunne trylles væk, så er det vigtigt for dit barn at have sin far i sit liv. Man må ALDRIG være selvisk på dette område, og det er ligemeget om han har været en KÆMPE klovn mod dig. Har han været en god far eller ikke haft chancen for at bevise sit værd endnu, SÅ SKAL han have den chance for at få et forhold til sit barn. Ingen mor må føle at hun har mere ret til det barn som i har skabt sammen. Han kan så dumme sig bagefter hvis det er det han føler for, og så kan man tage den i statsforvaltningen om hvorvidt han gør mere skade end gavn overfor jeres barn. Men det må aldrig være en beslutning du tager før han har vist om han vil være en del af barnets liv eller ej.
Jeg har da også ønsket at han bare rullede ud over en stejl kløft og aldrig blev hørt fra igen, men så igen så savner jeg også at vi var en familie, så det er en hårfin grænse fra kærlighed til had.
Mht samvær lod jeg statsforvaltningen være en del af vores samværsaftale da vi ikke kunne finde en løsning på egen hånd, fordi han ikke helt forstod at en lille pige på 7mdr ikke kunne klare en 7/7 aftale. Det er selvfølgelig bedst hvis man kan klare en aftale på egen hånd men i tilfælde som mit var dette eneste løsning.
Det er bare svært at give slip på det som man føler er 90% mit og 10% hans, men det er jo igen bare en selvisk tanke for vi er jo 50/50 om hende på alle måder, selvom det er mig hun bor hos, og her hun i min optik høre mest hjemme. Men hold nu op hvor føles det tomt når hun er hos ham. Jeg græd så meget de første gange hun skulle til samvær. Det må være det moderinstinkt der ligger dybt begravet i os fra naturens hånd, vores afkom er en del af os lige fra den dag de bliver født. Nu forstår jeg hvorfor dyrene beklager sig når de adskilles fra hinanden, såsom hoppe og føl og lign. Har man boet på landet eller bare være hestepige så har man oftes oplevet dette. Nu jeg selv er mor kan jeg virkelig relatere til dette scenarie. Jeg kigger mig omkring i stuen hvor alt ligger som hun efterlod det og jeg begynder så småt at ligge ting på plads, men jeg bliver stadig så trist fordi det føles nærmest som om hun er gået bort og jeg aldrig ser hende igen, selvom jeg jo godt ved at selvfølgelig gør jeg det, og sikke noget sludder at tænke sådan. Men som mor er 5 min nærmest lige så slemt som 20 timer! Vi forældre elsker jo vores børn, og livet uden dem tager fuldstændigt meningen med livet fra os. Jeg er først lige ved at lære at værdsætte mortid imens hun er hos sin far. Det tager tid men så snart man vænner sig til at nu har jeg tid til at pleje mig selv er det rart. Men vi har jo vænnet os til at livet kun handler om vores elskede guldklumper og det slipper vi aldrig men vi må lære at give os selv lov til at nyde de få timer vi har til os selv! Vi bliver ikke dårligere forældre af at smække fødderne op og tænke ahhh, nu skal jeg bare lave IKKE EN SKID! Og vores børn vil elske at vende tilbage til en mor med overskud. 🙂
Må man spørge hvorfor i ikke er sammen mere? Det lyder utrolig meget som med min datter og hendes mor 🙂
Og hvor langt bor i fra hinanden? Samme by?
Knus