Nu forstår jeg hvorfor mange bliver skruk efter en #2

Facebook er jo så godt til at minde en om minderne fra fortiden. Og idag var det så nogle billeder jeg skød af min skønne datter for 2 år siden.

Når jeg sidder her og kigger på de billeder så savner jeg den lille trold hun var dengang og så lille hun var. Jeg kunne samle hende op med et snuptag og hun faldt i søvn i mine arme. Idag er hun lidt for tung til at jeg holder ud at have hende liggende i mine arme på samme måde.

Åhhh.. hvor jeg savner at hun var så lille! Jeg er skruk og jeg som troede at det ikke var noget som skulle overkomme mig. Men nu bliver min pige snart 3 og jeg ønsker både at få en lille kødbolle mere at kysse og kramme, men jeg ønsker også får min datter at få en bror eller søster som hun kan få glæde af og vice versa. Den dag jeg ikke er her længere så har de hinanden.

Så det er ikke kun af ego tanker at jeg tænker at et barn mere ville være dejligt. Men jeg savner nu at have små baby fødder der tripper rundt og ligger og pludre. Selvfølgelig er min lille Samara stadig en lille klump, men de skyder jo så hurtigt i vejret og udvikler sig med lynets hast, så før jeg får set mig om, så er hun en teenager. Åh gud, den dag :O

Den dag gruer jeg lidt for men hun skal jo vokse sig stor og ud i verden. Men jeg vil altid være lige bag hende og trøste hende ved hendes første kærestesorg, hendes første tur i byen, vil jeg hente hende uanset hvor og hvornår, jeg vil være der når hun skal have råd og vejledning i livet. Jeg vil altid stå klar til at gribe hende når hun flader. Løfte hende op når hun ikke selv kan stå og bærer hende når hun ikke selv kan gå. Og skulle jeg få et barn mere så er det lige så!