Far eller sæddonor???

 

Aldrig før har der været så mange alenemødre i dagens Danmark som der er nu. Det er blevet så let og okay at skifte partner hurtigere end vi når at skifte underhylere. Så der er mange mødre som står alene med et barn på armen. Om det er selvvalgt eller ej er sagen ligegyldig, men der er også en voksende tendens til at fravælge en fader til barnet og derfor vælge en sæddonor via sædbanker i landet.

Hvad er så fordelen ved sidst nævnte? Jo, det kan være at du bare ikke kan det der med forhold eller bare ikke har lyst til en mand i dit liv og det står jo den enkelte frit for. Men er det så politisk korrekt at bringe et barn til verden som ikke har en faderrolle i sit liv og ikke kender sin far? 

Det er vel ikke meget værre end de kvinder som har et one nightstand med en tilfældig gut de knap nok er på fornavn med. Selvfølgelig er der en væsentlig forskel i og med at du her bevidst vælger en sæddonor og derfor en fader der måske bor på den anden side af kloden og måske kun gør det for pengenes skyld. Der er også dem som ønsker at hjælpe kvinder med at få et ønskebarn eller gerne selv vil sprede deres gener.

Men der findes jo altså sæddonorer som tilbyder at barnet må kontakte vedkommende hvis barnet ønsker kontakt med sin fader.

Her kan et one nightstand som måske bor 2 km væk være på tværs og ikke ønske nogen form for kontakt på trods af at sex uden kondom har konsekvenser som ender ud i et barn. Så hvad er egentligt værst? En far der har solgt sin sæd for at hjælpe kvinder til at få børn, eller en fuld knold i byen som ikke kan stå til ansvar for sine handlinger?

Hvis jeg skal være hudløst ærlig så foretrækker jeg en sæddonor, som ved hvad han er gået ind til og gerne vil møde sit afkom en skønne dag.

End at komme gående hånd i hånd med mit barn og så støde ind i faderen, som blot kigger den anden vej og behandler sit eget kød og blod som luft. Så vil nogen måske tænke – Han bad ikke om at få det barn som hun trak ned over hovedet på ham. Nej måske ikke men han ville gerne være med til at kopulere og hvis man er stor nok til det er man også godt klar over hvad det resultere i.

Det kan også være uhyre svært at finde manden som man ønsker at få et barn med eller måske er tiden ved at rinde ud så man står imellem at gå barnløs eller vælge en sæddonor. Vi kvinder mister vores fertilitet meget drastisk når vi passere de 35. Og som trenden er idag med at vente med børn og snuppe karriere først gør at mange kvinder først vågner op til alvoren når det næsten er for sent.

Men er man så, så heldig at møde manden i sit liv og vælge at dele gener og skabe et lille smukt væsen, så kommer der tit en masse pres på forholdet som så ikke holder. Den kategori høre jeg ind under og alt var sådan set fryd og gammen lige indtil vi blev forældre. Det blev for meget for forholdet og statistikker viser at de fleste forhold går i opløsning pga familieforøgelse.

Så hvad er egentlig det eneste rigtige valg i al det her? Jeg tror ærligt ikke at der findes nogen rød tråd vi kan følge i dette virvar om at forplante sig og føre generne videre, men blot at følge vores hjerte. Hvis du føler for at få en kerne familie så er det jo det du skal men er du en kvinde som bare ikke magter en mand og sure sokker på gulvet, så er en sæddonor et godt valg for dig. Det behøver ikke være en klinik du får din donor fra, men måske en god ven som du mener ville være et godt match til dig. Men at vælge en tilfældig mand i byen er måske en skidt ide på mange måder. Du aner ikke hvem han er og hvad han måske har af fejl og mangler. Det ved du noget bedre med en partner, ven eller donor fra en klinik, da di bliver testet for arvelige sygdomme, personligheds testet så det er dit garantimærke at sæden er af bedste kvalitet.

Så vil du nok tænke ja ja, det er alt sammen meget godt men der skal da være en far inde i billedet! Det kan der også sagtens være i form af en god ven som kan være onkel for barnet og bringe den maskulinitet ind i billedet som du ikke selv kan bidrage med. Eller måske møder du en skøn mand som tager dit barn til sig som var det hans eget kød og blod, jo de findes skam i bedste velgående. Har selv en 😀

Og så tænker du nok – jamen han er jo ikke barnets far og så er det da ikke det samme?! Måske ikke men børn kan altså godt undvære deres biologiske far selvom han ikke er et dumt svin, pædofil eller stofmisbruger. Dem ser de fleste af os jo at de ikke skal have kontakt til deres børn, så hvorfor er det anderledes med dem end med en far som måske ikke gider sit barn? Barnet har da langt bedre af at undvære en far fra start som ikke har interesse, eller ikke selv kan have et barn tæt ind på livet fra start end at vokse op under forfærdelige forhold, og så blive revet væk fra sine forældre selvom det er for at redde dem fra disse væmmelige mennesker.

Sådan kan man ikke sætte det op!!! Måske jeg sætter blødt mod hårdt men hvis man ser på det store billede så mister de en forælder uanset hvilken situation det er. Mange børn har en så god familie at de slet ikke ønsker deres biologiske far i deres liv fordi de ser deres papfar/onkel som den fader de har haft brug for. De vil måske gerne vide hvem og hvor han er, men så er den måske ikke meget længere. Så giver du dem muligheden for at opsøge deres biologiske far så synes jeg at du har gjort rigtlige til at du ikke skal føle skam over dit valg af en fader.

Med det vil jeg sige held og lykke med at finde din rette fader til dit kommende barn.

B