En mors bekendelser

Det at være mor er ikke altid en dans på roser på mange måder. Der er ofte en del torne på vejen, men det er jo alt sammen med til at gøre oplevelsen mere rig eller nowet.

Der er de dage hvor vi bare har lyst til at smide alt, vi har i hænderne og daffe fra det hele, andre dage hvor vi bare har lyst til at kyle ungen  “ud af vinduet” for at sige det på groft dansk. Og så er der de dage hvor vi bare har lyst til at kramme ungen, og over røse det med kærlighed.

Det er ikke bare sukker sødt at have en titel som mor. Nææh nej, det er skide hårdt og til tider er det så opslidende, at vi nærmest er ved at ringe mor op og skrige hvordan gjorde du??? Det at have et barn, er godt nok en af de største prøvelser jeg nogensinde er blevet udsat for i mit 37 år lange liv! Jeg elsker mit barn og ville ikke undvære hende! Slet ikke, men hold nu op altså hvor kan der være dage hvor jeg virkelig ikke har det overskud der kræves. Og det er vel en ærlig snak. Det gør ikke at man straks skal hamre mig oveni hovedet med, så skulle du ikke have fået børn, eller det skulle du have tænkt på inden du gik hen og blev gravid.

Stortset alle os der har børn, har vel før eller siden ramt en af de dage hvor vi bare tænkte hold da op det er godt nok ikke lige let at være mor, hver dag. Jeg har en datter der nu er 3 år, og har ramt en alder hvor hun virkelig har sine egne meninger om hvor skabet skal stå, og især KAN selv og VIL selv. Har fået selektiv hørelse og helt igennem bare kan være møg hamrende irriterende. Det er godt nok en kamp at få hende i seng eller bare få ungen klædt på. Hun stikker af når vi er ude og handle, så skal jeg altid fare butikken rundt efter hende eller tage en omgang – nej du skal ikke have det der eller det der, og nej du får ikke slik!!

Disse dage er godt nok ikke særligt spændende og dem kunne jeg godt være foruden, men sådan er livet som forælder jo, og det må jeg tage med, og det gør jeg også. Heldigvis bliver de hurtigt overskygget af de gode stunder som der jo heldigvis er flest af. Hun er jo det mest kærlige lille væsen som kan komme hen, og sige mor jeg elsker dig så meget efterfulgt af et kram og et kys. Det smelter jo ens hjerte og så er alt forladt. Så uanset hvor ofte jeg bryder sammen i gård over følelsen af at give op og ikke føle at jeg gør mig fortjent til titlen som mor, så glemmer jeg de sure dage af netop den grund. Hun giver mig håbet, lykken og lysten til at elske hende det højere dag for dag.

Jeg har virkelig lært alt om hvad ubetinget kærlighed er efter at Samara kom ind i mit liv. Det er en kærlighed man sjælden oplever. Den er kostbar og den giver en, en højere mening med livet. Mange stiller spørgsmålstegn til meningen med livet, og det svar er i min optik børn. De lukker det gabende hul og lapper alle sår. De lysner de mørke dage, de fylder tomrummet, de giver kedsomheden et skub ud i horisonten, de bringer en vis glæde og en sjælden lykke ind i livet.

De er nøglen til alt!