BLIVER VI KLAR TIL AT MISTE FAR & MOR?

Hvornår er vi egentlig klar til at blive den “voksne” i rækken, den ældste, som er første led i kæden af slægtninge? Overhovedet i familien. Jeg tror aldrig at vi bliver klar til at klippe navlestrengen til vores forældre og miste vores sidste barndom, som ligger i deres hænder. For uanset hvordan man vil vende og dreje det, så er vi stadig børn når vi taler, ser og har brug for vores forældre. Jeg er jo i Schweiz for at hente min syge mor hjem efter hun fik en styrtblødning, men det skete aldrig, så nu sidder jeg stadig her i et andet land.  Igår var den værste dag i mit liv, i hele min eksistens! Jeg vågner af at min søster råber mit navn i panik, og siger mor er faldet om KOM! Jeg har aldrig fløjet ud af en seng så hurtigt, løber afsted og finder min mor liggende på gulvet og er ej til at få kontakt til og hendes blik er stift op i luften. Jeg blev så bange at jeg aldrig har prøvet noget mere angstprovokerende end det. Gå og vente på en ambulance, tiden føles som en time, selvom det kun er få minutter.

Det er frygteligt at se sin mor i den tilstand og kæmpe for vejret. At se ambulance folk arbejde på min mor og se hende vende det hvide ud af øjnene imens ambulancefolkene forsøger at få kontakt og hører deres frygt i stemmen så småt tager fat. Hører ens mor nærmest gurgle efter luft og miste bevisthed. Her står jeg magtesløs og kan intet stille op overhovedet! Kun være tilskuer til et mareridt. Min mor bløder igen fra sine organer og de var nødt til at smide hendes tøj ud pga det var svøbt i blod. Nu ligger hun på intensiv med blodtransfusion, og konstant overvågning. De skal operere på hende og stoppe blødningen, men de kan ikke helt lokalisere den, og det forvolder dem problemer. De har forsøgt at finde blødningshullet uden held 2 gange nu.

Så nu overflytter de hende til et andet hospital som har mere speciale i den slags. Jeg håber bare at de får det stoppet nu, for hun dør hvis ikke det her bliver stoppet. Det var så tæt på igår! Havde hun været alene var hun død nu 🙁 Det er frygteligt at tænke på, og gør mig bange for at lade hende være alene fremover.

Nu kan jeg så gå her og vente på nyt. Det er den værste form for venten!