BLIVER MAN GOD AF MODGANG?

Hvad er det egentlig som gør os mennesker så forskellige? Hvem støber vores personlighed, og den vi bliver til som voksen? Jeg undre mig nogle gange over hvordan nogle kan have så lidt empati, og sympati overfor det der sker omkring os. Nogle siger at man selv skal have oplevet modgang, og grimme ting i sin fortid for, at kunne udvise forståelse overfor for andres situation og følelser, men det har jeg nogle gange svært ved at se passer. For når man møder andre, som har haft det svært tidligere og de ikke syner, at have en dråbe af hverken det ene eller det andet, så passer den cocktail ikke helt. Men det burde den vel egentlig for hvis man selv har mærket smerten burde, man vel også kunne sætte sig ind i hvordan den føles for andre, bør vi ikke?

Jeg er jo ikke ligefrem vokset op i en kærlig kernefamilie, som alle børn ellers fortjener. Men sådan en skæbne får vi ikke alle, og gud hvor jeg føler med de børn som savner omsorg og det kærligeste hjem, at vokse op i. Alle skal have kærlighed! Men jeg havnede jo på børnehjem, og der havde jeg endnu mindre kærlighed og omsorg, men var blot et nummer i rækken. Selvfølgelig var de søde, og gav os vådt og tørt, men der var ikke den der omsorg, som kun en forælder kan give. Men har det så været katalysator for at jeg først udløste en vrede mod verden, som sidenhen blev omvendt til forståelse for de svage sjæle i samfundet? Det at jeg blev mobbet pga mit navn, aner og en mørk mor? Den krise jeg havde som ung omkring hvem jeg var og skulle identificere mig med? Min far er jo dansk/svensk og min mor er et mix af syden. Lidt af Italien, Slovenien, Serbien og Østrig. Jeg vidste ikke hvem jeg skulle læne mig op ad og finde en forbindelse til som menneske. Jeg blev opløst og følte ingen sted hjemme, men blev kun mere vred over min situation, og en far som var maniodepressiv, ja så var dagene ikke ligefrem lyse. Jeg gik på glasskår i frygt over hvornår han igen udløste en lavine af ukvemsord og vold mod mig. Jeg fik så meget vrede der boblede og syede indeni. Jeg hadede verden og ville egentlig bare forlade den hurtigst muligt. Det blev nogle år hvor jeg kun gemte mig fra den virkelige verden med stoffer og fester.

Men en dag blev det nok og jeg gad ikke mere af den flugt fra livet, så jeg vendte tilbage og tog tyren ved hornene. Jeg begyndte at indse at hvis der skulle ske ændringer så skulle det starte ved mig selv. Jeg tog uddannelse, fandt fode i livet og der skete mange gode ting. Men mine ar vil altid sidde i mig og har mærket min sjæl. Men jeg begyndte at føle ting når jeg så en film og der var en sørgelig scene så blev jeg påvirket, noget som ikke skete førhen. Der var jeg kold som is, og følte ingenting. Nu er jeg en stor følelses klump. Jeg kan få det helt trist hvis jeg ser en gang besværet ældre eller en med et handicap som påvirker deres livskvalitet. De har jo også dage hvor de ser sig i spejlet og tænker, hvorfor mig? De vil også gerne le og blive elsket. Have den vildeste forelskelse som er gengældt, løbe i sandet og føle sig fri.

Jeg bliver helt mut når jeg ser på hvordan tingene har ændret sig i forhold til gensidig respekt og omsorg for sin næste. Det er snart en sjælden varer at se nogen der tænker på andre end sig selv, og rent faktisk handler på det.

Jeg synes vi alle skal huske på at vi alle har en fortid og ikke alle er lige så lyserød som andre,  Derfor bør vi tænke os om inden vi åbner munden og giver vores mening til kende, for er vores mening egentlig korrekt og har vi en ret til at mene noget om andre, som vi ikke kender ? Det synes jeg ikke, medmindre det er en pædofil, en morder eller andet skidtfolk. Men en hjemløs, en der lider af angst, en som ikke kunne brødføde sine børn og opgav dem til adoption osv osv. Der er mange årsager til at ting sker, og det skal vi prøve at forstå istedet for bare at pege fingre. Mange har travlt med at gå amok på andre blot ved at læse en overskrift, men ikke gider at læse artiklen etc. før de flyver i flæsket på andre. Har man været i medierne så kender man måske følelsen. Den er ikke særlig rar, og det gør ondt! Man skal lige tænke en ekstra gang og sætte sig i deres sko, før man taler.

Jeg har ikke rigtig haft en voksen som viste mig vejen, men nogle gange viser vejen sig af sig selv. Men hvis ikke, så må man se indad før man ser udad. Giver det mening? Det er vigtigt at give de rette redskaber til sine børn, så de ikke vokser op som nogle selvoptaget egocentriske små uhyre. Det er en opgave som vi påtog os den dag vi valgte at få børn. Der er stor chance for at barnet vokser op og bliver vred på verden hvis der er mangel på omsorg og kærlighed. En dysfunktionel familie kan give nogle udsving i et menneskes mentalitet som voksen. Jeg har nogle problemer med at knytte bånd, og forhold er mig en by i Rusland. Jeg har en vrede som jeg holder nede med medicin. For jeg har ar som ikke vil gå væk, men jeg gør noget for at det skal blive bedre. Min datter skal ikke påvirkes af mine ar fra fortiden. Hun er det mest kærlige lille væsen og det skal hun forblive ved med at være.