Livet som mor

Når mor bliver umyndiggjort

22. september 2017

Tror nærmest at vi alle har stået her en gang  vores liv. Vi føler at vores titel som mor bliver krænket. Vi vil alle det bedste for vores børn, og hvem kender sit barn bedre end en selv? Men alligevel bliver vores evne som mor umyndiggjort. Vi skal ofte høre på, at det her bør du gøre, og det her ville nok fungere bedre. For hvem? tænker man så nogle gange. Selvfølgelig skal vi alle tage imod konstruktiv kritik, råd og vejledning, men det skal  også være når vi beder om råd eller når vi virkelig har lavet rod i den.

Jeg ved ikke noget værre end at blive irettesat som mor, og i min evne til at tage hånd om mit barn. Det umyndiggør mig og får mig til at føle at jeg fejler som mor. Jeg er førstegangs mor, og det er et ømt punkt når andre føler, at de ved bedre en jeg, eller mener at jeg griber det helt forkert an . Det er på ingen måde hjælp i mine øjne, men bare kritik. Nogle mennesker har bare ikke noget filter, og det sårer os mødre at få den slags slynget i hovedet uden omsvøb. Jeg kan sagtens lytte og tage imod gode råd og jeg er lydhør, det er slet ikke det. Men jeg har bare hørt div ting fra de mennsker som står mig allernærmest. Man skal huske på at vi alle har vores måde at opdrage børn på, og så længe det ikke er hovedrystende tåbeligt, så skal man nogle gange bare tie stille medmindre man bliver spurgt om råd.

Jeg er på igen måde pylret omkring min datter men jeg udviser omsorg og kærlighed, det som vi da alle skal give en overflod af til vores guld. Min datter skal vide, føle og mærke at hun er så ønsket og elsket.  Jeg viser hende rigtigt fra forkert, godt og skidt, god morale og etik.

Og fra både vuggestue og andre steder vi færdes får hun  ros for at være et kærligt væsen som udviser omsorg for de andre børn og voksne. Det varmer mit hjerte for så ved jeg at jeg gør noget rigtigt, men når man så får en kommentar med på vejen fra andre fronter. Jeg vil ikke gå i detaljer for vi kender dem vist alle sammen, de der små kommentarer der stikker en ind i siden. At hvis du gjorde sådan og sådan så sov hun nok lettere eller du kan da ikke brokke dig, når det er dig selv der er skyld i det.. Urrghhhhhh de får altså mig til at få lyst til at skrige – Tie stille for det er ikke dit barn, dine rutiner, dine problemer eller dine måder tingene gøres på.

Det hele ender jo op i at vi bliver usikre som mor og hvis børnene er tilstede under rettelser og kritik, så mister de også troen på din dømmekraft og det umyndiggøre dig igen. Børnene mister respekten og du mister kontrollen. Det ville være et helt andet scenarie hvis det drejede sig om omsorgssvigt, så kunne man måske snakke om at blande sig. For ikke at snakke om at tage det alvorligt og gribe ind.

Men hvis du er en ung mor eller førstegangs mor så kan det altså slå en helt ud at blive målt og vejet i opgaven som mor. Vi har alle forskellige udgangspunkter som mor og det skal der være plads til.

Jeg får bla kritik for at sammensove med min datter, men jeg har nu altså valgt at min datter har bedst af at sove hos mig, og det er jo ikke kun fordi at jeg synes det er hyggeligt, men det har jo vist sig via forskning at det gavner og styrker barnets psyke og selvstændighed. Det har intet med at børn der sover alene bliver selvstændige og børn som ikke gør bliver svage individer  samfundet når de vokser op.

Man skal opdrage sine børn lige som man har lyst til, så længe det ikke strider imod hvad der er i barnets tarv.

Lad aldrig nogen fortælle dig at du fejler og ikke gør et godt nok job, bare fordi at du ikke gør som de gør, det er ikke deres sag da det ikke er deres hus  at holde styr  på. Du må gerne sige fra, og kan de ikke tåle mosten er det ikke dit ansvar, at smide på skuldrene.

 

 

 

 

Relaterede indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar