Livet som mor

Når børn tyr til at slå og bide.

6. juni 2017

Jeg tænker nogle gange over hvorfor det er at børn reagere ved at slå, sparke og bide. Hvad er det som gør at de føler behov for at folde sig ud på den måde? Der kan være mange faktorer der spiller ind og hvordan finder man så ud af om det er det ene eller det andet der ligger til grund for det??

18920685_1934445763500183_5016775822866042418_n

Min datter har nu vendt hjem for anden gang med bidsår og neglemærker i ansigtet  så tæt på øjet at det kunne have endt med en øjenskade. Men heldigvis skete dette ikke. Men man bliver jo som mor ret ked af at se sit guld sådan. Og så føle at man ikke helt bliver hørt i vuggestuen når man påpeger det til pædagogerne. Jeg er ellers super glad for min vuggestue og personalet. Men det er bare også vigtigt at der bliver taget hånd om det at nogle børn reagere mere kraftigt end andre.

Det knuser jo enhver mors hjerte at vide at ens barn bliver overrumplet af andre børn. Det at høre at der ikke var opsyn ved 2 episode så de ikke så hvad der skete men høre mit barn skrige og græde. Hvorpå de tror at hun blot er faldet men har dybe negleafmærkninger i ansigtet og der også var børn over hende. Så bliver jeg en smule usikker på om der er nok mandskab til?

Skal man som mor begynde at føle sig usikker hver gang man aflevere sit barn i vuggestue?

Jeg forsøger ikke at hakke på personalet men på staten som vil spare penge på bemanding og derfor overlader alt for mange børn til alt for lidt personale. Det kan intet menneske jo overskue!

18765992_1934445766833516_1962784133244302225_n

Vi ved jo at børn er børn og ikke forstår alt der sker og hvilke konsekvenser deres handlinger kan have for andre børn etc. De reagere meget på deres impulser og kan ikke helt håndtere tingene som vi voksne kan, og det må vi aldrig forvente af dem heller!

Så når et barn slår, bider og sparker et andet barn er der i nogle tilfælde noget andet som stikker bag. Børn vil og skal udforske verden men nogle gange gør de det på en mindre rar måde og her er det at vi skal lære dem, at det er ikke rart for andre børn –  så det skal man ikke. Så må man bide i en pind, gummidyr eller noget andet mindre farligt og dødt som ikke føler smerte. Men er det børn som måske føler sig overset, kaos i hjemmet eller noget helt tredje, så skal man tage hånd om det og hjælpe den familie til at finde hinanden igen. Det behøver jo ikke være noget negativt som ligger til grund for at barnet føler sig overset, måske har man bare misforstået hinanden og troet at barnet hellere ville lege med sit legetøj el lign.

Men barnet har måske følt at mor og far hellere ville lave noget andet og har derfor stiltiet. Blot et scenarie der kunne være grunden, men der kan være så meget der er gået skævt af hinanden uden at man skal begynde at pege fingre af disse familier. Og det gælder også personalet, de skal ikke straks konkludere at (så er der godt nok noget gruende galt i den familie med sådan et barn) Nej det er der ved gud ikke “bare” fordi barnet reagere på knap så behageligvis. Der er set alt for mange sager hvor helt almindelig familier får kommunen på nakken fordi en person har haft for travlt med at danne sin egen konklusion af hvad der skyldes adfærden. Det må aldrig gå hen og blive en personlig hetz mod en familie, det er for uprofessionelt på alle leder og kanter. Men er der reel mistanke så skal der selvfølgelig graves lidt i det.

Man skal slå koldt vand i blodet selvom man som mor bliver fyldt med både kede og vrede over at se sit barn have smerte og sår, så må man tage en dyyyyb indånding og tælle til 1000! Og huske at det er børn vi snakker om og ikke en voksen som er fuldt klar over sine handlinger. Og husk at starte fra toppen og ikke fra bunden. Du tager først fat i personalet og tager en snak og uden at tabe hovedet for det vinder ingen af jer noget ved at gøre. Råbe og skrige er kun for dem som ikke har forstået hele sammenhængen i det her.

Personalet vil som oftes være lydhør og finde en løsning så alle kan føle sig trygge igen, for de forældre til de børn som er mere ude med de store armbevægelser er nok også kede af at deres barn gør skade på andre. Så lad personalet om at samle jer til en samtale og find en velfungerende løsning sammen.

Vi skal huske på at børn udforsker og vil afprøve grænser, men de vil også altid reagere meget med kropssproget fordi de ofte har svært ved at udtrykke sig på anden vis. Vi skal sørge for at prøve at lære dem at man kan udtrykke sig uden at man behøver at gøre skade på sine små venner. Det er muligt men der vil selvfølgelig være smuttere imellem. Men så er det man skal huske at guide dem igen. Vi skal ikke råbe og skælde dem ud men tale med dem. De er ikke dummere end at det er muligt på trods af at de er små. De forstår mere end de får kredit for. Hvis vi blot skælder dem ud så giver det bagslag i sidste ende for så vil de igen have behov for at afreagere og så køre den forfra. Jeg snakker med min datter og det hjælper og hun giver mig en krammer når jeg siger at det gør mor ked af det at hun slår.

Det er vigtigt at vi som forældre viser vores børn at vi er et forbillede og at galskab og hysteri ikke er vejen frem. For abe ser abe gør. Husk altid det når du er ved at miste besindelsen og dine børn ser på.

Jeg har fra flere af mine trofaste følgere fået mage gode råd og det er jeg super glad for. Vi skal huske at hjælpe hinanden og finde en løsning sammen, det havde de fundet i samarbejde med personale og de andre forældre. Det er jo dejligt at høre at det er muligt uden at man flår hovederne af hinanden og beskylder hinandens børn for at være skyld i det hele. Sådan skal og bør det være.

 

Jeg vil slutte af

Kærligst B

 

Relaterede indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar