Sådan er livet

Er det samfundets skyld?

23. marts 2017

Er det samfundets skyld at vi som har været anbragt udenfor hjemmet eller vokset op i et dårligt miljø med omsorgssvigt, at vi så giver samfundet skylden for vore videre skæbne i voksenlivet? Nej, det mener jeg faktisk ikke at det er. Jeg er selv vokset op under hårde kår. Med mobning, masser af flytning fra adresse til adresse = skoleskift. Børnehjemsophold, stofmisbrug og forsøg på selvmord men jeg valgte selv at nu skulle det være slut, og det er kun jeg, mig selv der kan rette op på mit liv. Det er INGEN andens ansvar! Jeg kan godt sidde og hyle folk ørene fuld af selvmedlidenhed, men hvad får jeg ud af det?? Ingen verdens ting fordi det er ikke deres skyld, hvis at mit liv er på randen til at ryge i afgrunden. Det er helt og holdent min egen skyld hvis jeg vælger at lade min fortid æde min fremtid. Vi kan alle blive mælkebøttebørn!

img_4253

Skiferie med børnehjemmet 1992

Jeg har været hele møllen igennem og har også været der hvor jeg gav op og syntes hele verden var grim og ond, jeg sank ned i en depression og begyndte at omgåes de forkerte mennesker som introducerede mig for stoffer. Jeg sank kun længere ned i sølet og følte ikke der var noget at leve for længere. Første gang jeg forsøgte at ende mine dage var jeg blot 12 år gammel, men i en alder af 21 forsøgte jeg igen, men igen lykkedes det ikke, så jeg kæmpede videre og forsøgte at få noget papir på min kunnen, men jeg var ikke hverken klar eller moden nok til at tro på mig selv. Jeg begyndte at jagte en drøm om at blive model, dette lykkedes og idag har jeg troen på at jeg godt kan og har gennemført HF og er kommet ind på en videregående uddannelse. Jeg gider ikke lade min fortid spænde ben for min fremtid som jeg rent faktisk selv kan støbe. Her er der ingen anden der kan påvirke min vej til et bedre og lykkeligere liv. Min barndom kunne jeg ikke styre begivenhederne i, men nu hvor jeg er myndig kan jeg sige nej tak til det som ikke huer mig. Men jeg giver ingen skylden for at jeg har måtte kæmpe med dæmoner og følt mig som et undermenneske som intet kunne udrette i mit liv. Men jeg valgte at kæmpe mig igennem et studie og komme ind på en videregående uddannelse. Jovist har jeg nok været lidt længere om det end normen, men så igen man er ALDRIG for gammel til at uddanne sig.

img_4254

Et af måltiderne på børnehjemmet 1990

Men på den anden så har jeg i en periode valgt at jagte en drøm om at blive model og arbejde indenfor TV & Film, hvilket jeg har prøvet kræfter med og få stillet min tørst for det. Modelkarrieren tog jeg meget seriøst og fik også banet mig vej til en international karriere med optrædener i nogle af verden største magasiner. Det er ikke for at skulle prale men for at sætte punktum ved at man kan altså godt kan blive til noget og skabe et bedre liv for dig og dine børn på trods af social arv og fortid. Man må ikke give op blot fordi man har haft en dårlig start, så kan man godt få en god slutning.

Jeg forstår bedre end nogen anden hvor svært det kan være at komme igang med at få styr på det psykiske, og det kan og vil sikkert tage mdr til år før, at du er klar til at tage næste skridt mod en raskere psyke. Det er helt okay og det er vigtigt, at lytte til dig selv og din krop. Du vil opleve stærke nedture før du oplever opture, når først du begynder at rode op i alle de gamle sår. Men du må og skal fortsætte, og komme over på den anden side.  Husk at du og kun du er herre over eget liv, du vælger selv om du vil være offer resten af livet eller en der kæmper for at rette op på de skader der ligger inde i din sjæl. Få fat i en psykolog som kan hjælpe dig på rette vej, men husk at det kun kan lade sig gøre at hjælpe dig selv hvis du vil hjælpes. Ellers vil du hænge fast i offerrollen til evighed. Stop den onde cirkel og kom ud af sædet og igang med at leve!!

mastchef12

Fra min deltagelse i Master Chef

Relaterede indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar